Dette kapitel kom ikke med i bogen af hensyn til pladsen. Det handler om en mand ved navn Erik Oksbjerg, som jeg stiftede bekendtskab med i mit arbejde som bibliotekar.
Han var født i 1921 i præstegården i Ødis i Sønderjylland, og allerede som 15-årig i 1936 cyklede han hele vejen til København for at opsøge statsministeren, Thorvald Stauning, og advare mod traktorernes fremgang i landbruget. Stauning havde lyttet høfligt til den unge mand og betalt ham 17 kr. til en returbillet tilbage til Sønderjylland. Erik Oksbjerg kan med fuld ret ses som en pioner indenfor naturpleje.
Som voksen valgte han skovbrug som sit erhverv og var i perioden 1963-72 forstander for Skovskolen i Nødddebo. I 1972 blev han imidlertid fyret, fordi han ville modernisere skovbruget, så der ikke behøvede at stå en skovfoged på hvert skovhjørne.
Efter sin fyring boede han i en periode i den storkøbenhavnske bydel, hvor jeg arbejdede som bibliotekar, og det er herfra, at jeg husker ham. Han var en meget munter og meget belæst person, og til trods for sin høje uddannelse, docent og cand. silv., og sin store belæsthed var han ikke hævet over at tjene sit brød ved arbejde, han ikke var uddannet til, når han nu var fyret fra sit egentlige erhverv. I en periode havde han således ernæret sig som asfalt-arbejder.
I et interview i Berlingske Tidende, d. 28. september 1999 gav han udtryk for sin mening om senere tiders miljøpolitik:
” ... nu er det jo gået helt over gevind. Naturfredningsforeningen er blevet en pengemaskine. Samtidigt er der opbygget et miljøministerium, der svulmer og svulmer, og som ansætter nye og begejstrede fæ i administrationen, som lever af at gentage hinanden ...
Og det er da rigtigt, at der er en anelse farlighed i landbrugets omgang med kvælstofforbindelser. En anelse. Den er meget lille. Vi skulle i virkeligheden bruge langt mere kvælstof på markerne, så vi kunne få dannet et ordentligt muldlag, der kan modstå gennemsivningen af regnvand. I stedet lytter vi til fanatikere i Holland og Amerika. Og så bliver vi bange.
I Miljøministeriet truer man sig til bevillinger ved at kæfte op, og frygten går som en løbeild gennem pressen. Tag f.eks. skovdøden. Blot ved at antyde eller formode – det er argumentationsformen – en teori om sur regn vækker de opmærksomheden´.
Der opstilles underlige måleapparater og indrettes laboratorier. Så forsvinder skovdøden pludselig, men ingen står frem og dementerer: Vi tog fejl, der var sgu ikke nogen skovdød. Nej, for det kunne jo være, der kom sådan en lille smule ”skovdød” hen ad vejen igen, der kunne ”bekræfte” teorien.
I stedet kunne man have læst gamle danske undersøgelser og rapporter om saltnedslag fra havet. Men man citerer altid undersøgelser fra lande, der er åndeligt vakt i miljøspørgsmål, og som politisk har allieret sig med venstrefløjen.
De højtlønnede embedsmænd tør jo ikke stå op og sige, at det er det rene ævl, for der er noget helligt ved naturberedskabet. Det er smagløst! Og folk, der siger noget andet, er nogle slyngler med en anløben moral. Hvis du blot inddrager oliemangel, forurening og de røde pølser i debatten, så får du hele befolkningen på din side og bevillingerne strømmer til Danmarks Naturfredningsforening og Miljøministeriet lever og vokser af katastrofetrusler.”
Det var en interessant oplysning, at den på et tidspunkt meget omtalte skovdød ikke havde noget på sig, eller måske havde andre årsager. I den i bogen citerede rapport om Skjern Å oplystes, at åens selvrensende effekt var genoprettet længe før den blev genslynget. Heller ikke det har offentligheden hørt ret meget om.
Er der andre eksempler på, at de skræmmebilleder, miljøforkæmpere har betjent sig af, har vist sig at have ringe bund i virkeligheden?
Mads Dalsgaard
15.03.2022 14:33
Jeg mødte Erik Oksbjerg af og til i de første år af nullerne fordi vi begge boede i Vorde ved Hjarbæk og fordi vi begge var forstkandidater. Senere flyttede jeg til Romlund hvor han også besøgte mig.
Kirsten A
04.08.2021 15:56
Jeg mener det er denne Oksbjerg, der flyttede til Lee ved Bjerringbro, i 1970
Hvor stadig skrev meget og havde sine meningers mod. Men jeg mener han rejste derfra efter få år
Arne
19.11.2018 16:07
Hej Ove
Ved du om Erik Oksbjerg lever endnu. Jeg kender ham fra Det Kgl. Bibl. hvor jeg arbejdede. Har også besøgt ham i (Harreskoven) i skovløberhusert hvor vi købte brænde.
Venlig hilsen; Arne
Seneste kommentarer
15.03 | 14:33
Jeg mødte Erik Oksbjerg af og til i de første år af nullerne fordi vi begge boede i Vorde ved Hjarbæk og fordi vi begge var forstkandidater. Senere flyttede jeg til Romlund hvor han også besøgte mig.
04.08 | 15:56
Jeg mener det er denne Oksbjerg, der flyttede til Lee ved Bjerringbro, i 1970
Hvor stadig skrev meget og havde sine meningers mod. Men jeg mener han rejste derfra efter få år
19.11 | 16:07
Hej Ove
Ved du om Erik Oksbjerg lever endnu. Jeg kender ham fra Det Kgl. Bibl. hvor jeg arbejdede. Har også besøgt ham i (Harreskoven) i skovløberhusert hvor vi købte brænde.
Venlig hilsen; Arne